Var de besejrede kristne virkelig befriede muslimer?

Prøv at forestille dig, hvis en amerikansk historiker dukkede op på MSM og insisterede på, at den eneste grund til at europæerne erobrede Amerikas var for at “forsvare” de indfødte amerikanere – der på en eller anden måde havde antaget Kristendommen århundreder før Jesus blev født – fra at blive forfulgt at hedenske stammer.

Da en sådan påstand ville skabe en malstøm af vrede og foragt i Vesten, da går sådanne absurditeter i den arabiske verden – hvor nogle mener dæmonbesatte dyr arbejder for de vantro – som “sandheden.”

Tænk på sagen om Fadel Soliman, en hyldet Sharia ekspert og arabisk mediedarlig, der regelmæssigt dukker op på al-Jazeera. Direktør for Bridges Foundation— der underviser muslimer i “hvordan Islam kan præsenteres” overfor ikke-muslimer— giver Soliman også lektioner på universiteter i Vesten, i kirker, og regeringskontorer, herunder U.S. Forsvarsministeriet.

Hans nye arabiske bog, Kopterne: Muslimer før Muhammad lader formode at, på den tid da muslimerne erobrede Egypten (ca. 640), var flertallet af egypterne ikke, som historien så længe har lært, kristne, men snarere prototypen på muslimer, eller muwahidin, der faktisk blev undertrykt af kristne: Således var den muslimske erobring af Egypten virkelig en “befrielse” fra muslimske fæller. Solimans bevis er at Arian sekten, der forkastede den påstand at Jesus var ligeværdig med Gud var tilstede i det 4. århundrede i Egypten. Derfor, ifølge Soliman, praktiserede de oprindelige egyptere Islam hundreder af år før den blev grundlagt i det 7. århundrede.

Som med så meget af det moderne akademis tilgang til Islam er denne tese med grundlag i den rene og skære fiktion,. Selvom Arianerne blev erklæret kættere ved Nikæa Mødet (325), på grund af deres fortolkning af Treenigheden, accepterede de ikke desto mindre alle Kristendommens kernetroslærer – herunder arvesynden, genopstandelsen, og frelsen – der alle er i direkte modsætning til Islams lære. Hvilken fantasirig fortolkning er det da ikke for Soliman at portrættere Arianerne som prototype muslimer, blot fordi de ikke tror at Jesus var lig Gud (en standard der ville gøre rigtig mange mennesker i dag til “muslimer.”)

Der er vist ikke brug for at sige, at ingen historiker nogensinde har formodet at muslimerne invaderes Egypten for at befri “prottype-muslimer.” Snarere beskrev de muslimske historikere, der skrev vore hovedkilder til Islam, uden hemmeligheder og ganske forfriskende erobringen som det det var –erobringer, for at Islams ære og større styrkes skyld, og på bekostning af de vantro.

Med svækkelsen af Islam i moderne tid, begyndte flove muslimer selvfølgelig at kredse om deres imperialistiske historie, ved at fremstille jihad som “defensiv,” “åndelig,” nmv,. — kulminerende med Solimans eventyr. Selv den uapologetiske Sayyid Qutb, sheiken for “radikal islam,” fortolkede jihad og erobringerne som “næstekærlige” tilbestræbelser for at “befri” menneskeheden.

En sådan fordrejning er uundgåelig; for de muslimske erobringer udgør en problem med torne for muslimerne. Som David Cook skriver i At Forstå Jihad på side 167.

Erobringerne blev fra begyndelsen anset som en af de ubestridelige beviser på Islams sandhed. At undsige dem eller blot undersøge dem kritisk – hvilket stadig mangler at ske i den muslimske verden – vil være meget smerteligt for muslimerne, især de arabisk talende muslimer. Ved enhver lejlighed …når muslimerne har forsøgt at gå bort fra militant jihad til den indre åndelige jihad …har erindringen om erobringerne og behovet for at fornuftiggøre dem besejret en sådan bestræbelse. Problemet kan være uvilligheden til at konfrontere den kendsgerning af erobringerne i bund og grund ikke kunne retfærdiggøres. De var ikke en “befrielse” og de var ikke ønsket af de ikke-muslimske folk; de blev udholdt og til sidste accepteret.

Spørgsmålet står tilbage: Er Islam apologeter uvederhæftige eller bedragne? Når det drejer sig om “at bygge bro” da må med med Soliman – der yder “sensitivitets træning” til FBI og Pentagon – være tilbøjeligt til at svare det førstnævnte: Hans bog indeholder akademiske forbrydelser, herunder åbenbare fejloversættelser som støtte for hans tese og vilde, men udokumenterede påstande (for eksempel at Arianerne, som mulsimerne plejede at proklamere “Der er kun en Gud, Allah og Jesus er hans profet”).

Når det er sagt, da er muslimsk selvbedrag – som er typisk ved det impulsive behov for altid at overbetone Islam – et meget reelt og vidt udbredt fænomen. Jeg husker en arabisk leder jeg læste sidste år i Al-Masry Al-Youm, der helt åbenlyst begyndte med at hævde: “Vi muslimer har et mindreværdskomplkes… og føler at vor islamiske religion konstant har brug for  daglig bekræftese af europæerne og amerikanerne… Hvilken henrykkelsens glæde det bringer os når en af dem konverterer — som om det bekræfter at vor religion er ‘OK’.”

Ved at omtale, hvordan den arabiske verden jublede da den fejlagtigt troede at muslimkritikeren Henryk Broder havde accepteret Islam – med baggrund i de sarkastiske bemærkninger han havde fremført – skrev forfatteren  “men vi er et folk der ikke forstår sarkasme, da det er forfinet og kræver en smule tankevirksomhed og intellektualitet; snarere læser vi hurtigt, med en håbefuldt øje, ikke et øje for sandhed og virkelighed.”

Når man tager Islams slappe syn på bedrag i betragning da kan det ikke være en overraskelse. Trods alt, når muslimer bevidst bedrager vantro eller ubevidst bedrager sig selv, har målet altid været et: Mere magt tilk Islam og dets tilhængere – skide være med om det er rigtigt.