Raymond Ibrahim 1, CAIR 0 (på KO)

Af Jamie Glazov
Synopsis-Olsen

Oprindelig engelsk tekst: Raymond Ibrahim 1, CAIR 0 (by KO)

Frontpage Interview’s gæst idag er Raymond Ibrahim, meddirektør for Middle East Forum, forfatter til The Al Qaeda Reader, og redaktør for FPM’s nye sektion om Muslimsk forfølgelse af kristne.

Introduktion: Den 5. maj gav hr. Ibrahim en tale om Islam ved Everett Community College (EvCC) i Seattle. Måneder tidligere forsøgte lokale muslimske grupper at lægge pres på colleget for at få talen annulleret, og også lige op til dagen før talen, da det berygtede Council on American Islamic Relations (CAIR) igangsatte en agressiv kampagne, herunder at skrive en leder og udgive en pressemeddelelse der krævede at EvCC skulle annullere talen. Det nægtede man, og der kom megen medieopmærksomhed, herunder en hovedartikel for MSNBC.

FP: Goddag Raymond. Tak fordi du vil være hos os i dag.

Ibrahim: Goddag Jamie. Tak fordi jeg måtte komme.

FP: En stor sejr for ytringsfriheden. Tak til dig fra os her på Frontpage. Lad os begynde med, hvordan det hele gik i gang, og hvorfor CAIR havde dig som mål.

Ibrahim: Tilbage i september 2010, inviterede EvCC mig til at komme og tale om Islam her tidligt i maj 2011. Der gik ikke lang tid før jeg opdagede at der var noget postyr i Seattle, især ved en Jaffar (“Jeff”) Siddiqui, der har en lang historie med at forsøge at kvæle det at tale frit om Islam. Så tidligt som i januar begyndte han at lægge pres på college for at de skulle annullere min taler herunder også et brev til dets præsident; også i januar, vurderede lederen af CAIR’s Washington afdeling, Arsalan Bukhari, at “Det at invitere Raymond Ibrahim for at give et alternativ synspunkt om det at være muslim er som at invitere Ku Klux Klan til at tale om afrikansk-amerikansk historie.”

Derpå, dagen før min tale, skrev samme Bukhari en leder i Seattle’s Herald der sagde at “ved at invitere en kendt konspirationssteoretiker med en historie om ubegrundede påstande mod Islam, gør colleget sig en bjørnetjeneste overfor offentligheden, og risikerer at skabe et fjendligt læringsmiljø for dets elever” Også dagen før min tale, udstedte CAIRS hovedkvarter en særlig opildnende og anklagende pressemeddelelse der kulminerede i det følgende:

Ved at give hr. Ibrahim en invitation, give ham et publikum, og på nogen måde give ham en platform, er Everett Community Collige medskyldig i at sætte ild til en letantændelig æske med had og vold mod Islam og muslimer, og man krænker dens offentlige troskab som værende en forbundsmæssig betalt uddannelsesinstitution. Derfor opfordrer vi College til at holde inde med dens fremme af hykleri og hadtale ved at fjerne deres invitation til Raymond Ibrahim som taler på institutionen.

 

Til CAIRs helt store ærgelse nægtede college at føje sig, påpegede at min tilstedeværelse var “i overensstemmelse med den holdning at de studerende skal præsenteres for forskellige synspunkter.

FP: Hvorfor tror du det ikke lykkedes CAIR at gøre dig ‘tavs’ når det er lykkedes at gøre andre ‘tavse’?

Ibrahim: Til en start er CAIRs mest potente våben – det evige råb om “racisme! – et der ikke virker på mig: Skønt jeg er født i Staterne taler jeg arabisk som en indfødt af egyptisk oprindelse der har boet, undertiden i lange perioder i Egypten, hvor jeg har familie og venner. Jeg har også anbefalinger der er helt anderledes end CAIR’s karikatur af mig, som blot endnu en “islamofobisk blogger.” Endelig tror jeg at folk er ved at være trætte af at islamisterne altid forsøger at kvæle ytringsfriehden – altid råber ‘Ulven kommer.’ For eksempel, hvis du ser på de næsten 3000 kommentarer på MSNBC om min tale, da vil de se, at selvom MSNBC er “venstreorienteret,” at mindst halvdelen af læseren er imod at der udøves censur for kritisk tale om Islam, i medierne der er mere i centrum, er antallet overvældende meget større.

FP: Hvordan gik så din tale, hvad var udfaldet og kunne du fornemme, hvordan dit publikum tog imod dit budskab?

Ibrahim: Takket været CAIRs megen postyr og spillen i trompet var fremmødet godt, folk sad på rækkerne og man stod op langs væggene. Som sædvanligt syntes flertallet af de tilstedeværende, især de studerende, at være lydhøre og værdsatte talen – eller det synes i hvert fald de mange emails jeg har modtaget at antyde. (faktisk talte jeg nogle uger tidligere på Berkeley University og der kom to studerende og fortalte mig, at de havde planlagt at miskreditere mig, men efter at have lyttet til min tale syntes de den var logisk og fornuftig.) Selvfølgelig ville man ikke kunne se det af nyhedsmedierne, f.eks. King 5, der forvrængede Seattle mødet ved at interviewe de to muslimer der var tilstede (Siddiqui og en kvinde i fuld burqa), samtidig med at de ignorerede de mange, og dermed demonstrerer de endnu en gang den store forskel på det som medierne fremviser oig så det som almindelige mennesker giver udtryk for.

FP: Hvordan imødegår de anklagen om at de udspreder had?

Ibrahim: Som jeg fortalte journalisterne ved begivenheden så er jeg blot budbringeren; hadet eksisteret i de tekster jeg citerer fra – tekster vil jeg føje til, der udgør hovedhjørnestenen for islamisterne som i CAIR. Her er et vers fra min hukommelse der altid citeres af islamisterne: “Vi (troende) forstøder Jer (ikke troende, herunder familien) og det som I tilbeder andet end Allah. Vi foragter Jer. Fjendskab og had skal for evigt herske blandt os – indtil I tror på Allah alene” (Koranen 60:4). Det er blot et af mange. Fremfor at projicere på det had der er så indgroet i deres eget verdesnssyn over på mig og andre, da ville CAIR hvis man var oprigtig indrømme det og forsøge at “reformere” den anti-vantro had der besmudser deres tekster.

Arsalan Bukhari har blot brug for at erkende betydningen af hans navne—Alp Arsalan var jihadist høvdingen der terroriserede det kristne Øst, og den ultra-autoritative Shih Bukhari indeholder 199 henvisninger til jihad, alle i en kontekst af krig mod ikke muslimer – for at vide hvorfra hadet stammer.

FP: Hvad siger du til de som hævder du indgyder mistillid til muslimer, ved især at holde fokus på loyalitets- og fjendskabsdoktrinen?

Ibrahim: Jeg siger min hovedbekymring er at fastslå sandheden, ikke sandhedens konsekvenser.Fremfor at være bekymret om hvorvidt “loyalitet og fjendskab” eller på arabisk al-wala’ wa’l bara’—fostrer mistiild til muslimer tror jeg, at det mere kritiske spørgsmål er om denne doktrin er sand eller falsk. Det er åbenbart, at hvis store antal af muslimer tror det er dem forbudt at være loyale overfor ikke-muslimer, da overstiger vore problemer langt det som fostrer mistillid.

FP: Fik du nogle udfordrende spørgsmål til din tale?

Ibrahim: Næ, ikke rigtigt, blot de sædvanlige om, hvordan “alle religioner kan fortolkes,” “Bibelen er ligeså voldelig som Koranen (et udbredt synspunkt og argument som jeg har behandlet her – se også denne artikel på synopsis). På et tidspunkt spurgte et fakultetsmedlem mig stilfærdigt, at hvis det jeg sagde var sandt, hvorfor fordømte så mange muslimer i Amerika da bin Laden (bemærk at jeg allerede havde benyttet en god del tid på at tale om doktrinelt bedrag). Nogle havde ikke opfattet mit direkte svar – at de ganske enkelt bevidst løj – for at være tilstrækkeligt. Derfor kommer der her en lille anekdote fra Islams historie der yderligere kan belyse det:

Da Omar, Muhammads nære medarbejder blev fanget af Quraish, Muhammad og Islams modstandere, afsværgede Omar, den fremtidige Kalif sig offentligt Muhammad for at blive sluppe fri; senere da han fortalte Muhammad hvad han havde gjrot, så var det helt i orden – “så længe din tro var fast i dit hjerte.”

Når nu den retfærdige Kalif Omark offentligt kan fordømme Allahs profet for at komme ud af en knibe, er det da så vanskeligt at tro at en muslim kan fordømme bin Laden for at slippe ud af en knibe?

FP: Hvad siger du til dine islamiske spottere?

Ibrahim: Først, den helt store ironi: I januar, altså måneder før min tale har de samme personer fra CAIR der nu klager og grynter, fordi jeg fik lov at tale – såsom Siddiqui – selv talt ved EvCC, trods den kendsgerning at mange amerikanere herunder lokale protesterede, idet de kendte til CAIRs forbindelser med terror. Hvor betegnende er det da ikke at det samme CAIR insisterer på at få deres vilje, selv når folk protesterer, og de skriger mordere for at forhindre andre i at få samme lejlighed til at tale. Kort sagt CAIR ønsker muligheden af at udsprede løgne, samtidig med at de benægter andre muligheden af at sige sandheden. Det er noget sådant enhver amerikaner skal vide om CAIR.

Derfor siger jeg til CAIR og andre islamist grupper at, hvis i nogen sinde kunne ønske at være oprigtige, da skal i holde op med at undertrykke ytringsfriheden: (selvom Sharia lov påbyder det) de har brug for at komme bort fra de sensationsprægede knæbøjende ord som – “racist,” “hadfyldt person,” “islamofob” – og komme fri af deres tårer og appel til følelserne, og faktisk forsvare deres holdning i en åben og fornuftig debat.

Men forstår du, det kan CAIR ikke; man ved udmærket, at hvis du sætter to ligeværdige talere til at debatere et kontroversielt emne, den ene med sandheden – jovist, en sådan eksisterer – ja han vil vinde.

FP: Tak for dit besøg hos os Raymond og tillykke med at du scorede en sejr for ytringsfriheden og fik afklædt CAIR. Du er virkelig en ægte modig kriger for friheden og sandhed i vore farefyldte tider.

Ibrahim: Selv tak Jamie. Jeg værdsætter muligheden.

Jamie Glazov er Frontpage Magazine’s redaktør. Han har en Ph.D. i Historie med speciale i russisk, U.S. og canadisk udenrigspolitik. Han er forfatter til den kritiske, roste og godt sælgende, United in Hate: Venstrefløjens Kærlighedsforhold til tyranni og terror. Hans nye bog er Ondskaben afklædes. Han kan nås på [email protected].