Herkules kan lære os at besejre radikal islam

Oprindelig engelsk tekst: Defeating Radical Islam

[…] Så er der selvfølgelig Ayatollah Khomeini – det store plakatidol for radikal islam. Da han væltede Irans verdslige regering i 1979 (med Jimmy Carters hjælp – se denne artikel, synopsis kommentar) forvandledes Iran til en teokratisk stat – præcist det som islamisterne længes at se over hele verden. Fra at stå bag gidseltagningen af amerikanerne til at udstede fatwas, der dømte en romanforfatter til døden, til at udfordre og håne USA – som han døbte “Den Store Satan” – i mere end årti, så var Khomeini Vestens gift.

I dag 20 år efter hans død, er der ikke meget der er anderledes i Iran: Sharia loven hersker stadig, Sharia-støttet fjendskab mod Vesten stortrives stadig. Faktisk så er den eneste ægte forskel den, at Irans atomvåbenforhåbninger nu næsten er fuldført.

Der er adskillige andre historiske eksempler, både fra fortid som nutid, hvor populære islamiske ledere enten blev dræbt (eller døde en naturlig død), blot for at deres islamiske bevægelse derpå voksede og konsolideredes med mere magt.

Ayman al-Zawahiri opsummerer dette fænomen udmærket. Da han engang blev spurgt i et interview om bin Ladens og Talibans Mullah Omars status svarede han med overbevisning:

“Jihad i Allahs fodspor er større end noget individ eller nogen organisation. Det er kampen mellem Sandhed og Løgn, indtil Allah Den Almægtige overtager Jorden og de som bor på den. Mullah Mohammad Omar og Sheik Osama bin Laden – må Allah beskytte dem mod alt ondt – er blot to soldater for islam på den rejse som jihad er mens kampen mellem Sandhed (islam) og Løgn (-ikke-islam) afspejler sig i tiden.”

(The Al Qaeda Reader, s.182).

Kort sagt, islamisterne – det være sig Khomeini, Banna, Qutb, Yassin, bin Laden, Zawahiri, al-Baghadi eller al-Masri – er ikke årsagen til fjendtlighederne; de er symptomer på en meget større sag – “kampen” mellem Sandhed og Løgn der afspejler sig i tiden.” Drab på enkelt individer fjerner kun midlertidigt symptomet; det fjerner ikke permanent årsagen der motiverede dem.

Vesten burde derfor tage ved lære af Herkules’ berømte møde med det mangehovedede Hydra-uhyre. Hver gang den mytiske stærke mand huggede et af slangens hoveder af, voksede der to nye op i stedet. For at slå bæstet ihjel en gang for alle da måtte Herkules svitse stumperne med ild, og derved forhindre at flere hoveder kunne bryde frem.

På samme måde, mens Vesten fortsætter med at hugge islamiske “uhyre-hoveder” af, som fornylig al-Baghadi og al-Masri – må vi for at opnå en varig og sand sejr, først svitse de fascistiske ideologier der får disse “uhyrer” til at bryde frem.