Under en tale for Al Azhar og Awqaf-ministeriet nytårsdag 2015, og i forbindelse med Profeten Muhammeds kommende fødselsdag, kom den egyptiske præsident Abdel Fattah al-Sisi, en højlydt tilhænger af en fornyet vision af islam, med, hvad der til dato må være hans stærkeste og mest lidenskabelige erklæring om denne sag.
Sisi under sin tale nytårsdag for Al Azhar
Blandt andet sagde Sisi, at den “samling af tekster og ideer, som vi har helliggjort gennem århundreder”, “modarbejder hele verden”; at det ikke er “muligt, at 1,6 milliard mennesker [en henvisning til verdens muslimer] skulle ønske at dræbe resten af verdens indbyggere – det vil sige 7 milliarder – så de selv kan leve”; og at den egyptiske nation (eller den islamiske verden som helhed) “bliver flået, den bliver ødelagt, den går tabt – og den går tabt ved vore egne hænder.”
Det relevante uddrag fra Sisis tale følger her:
Jeg tænker her på de religiøse gejstlige. Vi er nødt til at tænke grundigt over, hvad vi står over for – og jeg har faktisk behandlet dette emne nogle gange før. Det er umuligt, at den tænkning vi holder mest hellig, skulle gøre hele ummaen [den islamiske verden] til en kilde til ængstelse, fare, drab og ødelæggelse for resten af verden. Umuligt!
Denne tænkning – jeg siger ikke “religion”, men “tænkning” – denne samling af tekster og ideer, som vi har helliggjort gennem århundreder i en grad, så det at afvige fra dem er blevet næsten umuligt, modarbejder hele verden. Den modarbejder hele verden!
Er det muligt, at 1,6 milliard mennesker [muslimer] skulle ønske at dræbe resten af verdens indbyggere – det vil sige 7 milliarder – så de selv kan leve? Umuligt!
Jeg siger disse ord her på Al Azhar, for denne forsamling af lærde og ulama – Allah den Almægtige være vidne til jeres sandhed på Dommens Dag om det, jeg taler om nu.
Alt dette, som jeg fortæller jer – I kan ikke fornemme det, hvis I forbliver fanget i denne tankegang. I er nødt til at træde ud af jer selv for at kunne observere det og reflektere over det fra et mere oplyst perspektiv.
Jeg siger og gentager atter, at vi har behov for en religiøs revolution. I, imamer, står til ansvar overfor Allah. Hele verden – jeg siger det igen – hele verden venter på jeres næste træk (…) fordi denne umma bliver flået, den bliver ødelagt, den går tabt – og den går tabt ved vore egne hænder.
Bemærk: Det er uklart, om Sisi, i sin sidste brug af ordet umma, henviser til Egypten (“nationen”), eller om han bruger det i den pan-islamiske betydning, som han gjorde i første omgang, til at henvise til hele den islamiske verden.
Leave a Reply