Den mest iøjnefaldende kendsgerning ved forfølgelsen af cirka 100 millioner kristne rundt om i verden i dag, er, at langt hovedparten af den bliver begået af muslimer af alle racer, nationaliteter, sprog og sociopolitiske forhold: Muslimer fra USA’s allierede (Saudi-Arabien) og fra dets fjender (Iran); muslimer fra økonomisk rige lande (Qatar) og fra fattige lande (Somalia og Yemen); muslimer fra “islamiske republikker” (Afghanistan) og fra “moderate” lande (Malaysia og Indonesien); muslimer fra lande, der er reddet af USA (Kuwait), og muslimer fra lande, der rejser “anklager” mod USA (udfyld selv ,…..,)
En koptisk kirke brænder i 2011, præcis som tusindvis af koptiske kirker før den er blevet brændt gennem næsten 14 århundreder – lige siden islam invaderede og koloniserede Egypten.Dette faktum understreges i Åbne Døres seneste Verdensrangliste 2015 – en rapport, der kortlægger og rangerer de 50 værste lande til at forfølge kristne. Den finder, at “islamisk ekstremisme” er den vigtigste kilde til forfølgelse i 40 af de øverste 50 lande – det vil sige, at 80 procent af de lande, hvor kristne forfølges, er muslimske. Hvad angår de ti værste lande til at forfølge kristne, er ni af dem overvejende muslimske – det vil sige, at 90 procent af de lande, hvor kristne oplever “ekstrem forfølgelse”, er muslimske.
Men når nu Verdensranglisten har Nordkorea – et ikke-islamisk, kommunistisk land – som nummer ét, hvorfor så overfuse muslimers religiøse identitet? Viser det ikke, at kristenforfølgelse ikke er et iboende fænomen i den islamiske verden, men er et produkt af undertrykkende regimer og andre socioøkonomiske faktorer – hvilket det nordkoreanske eksempel antyder og mange analytikere og medier hævder?
Her kommer vi til nogle kritisk vigtige, men tilslørede forskelle. Mens kristne bestemt udsættes for ekstrem forfølgelse i Nordkorea, så falder denne indenfor området af det tidsbestemte og afvigende. Noget så simpelt som at vælte det nordkoreanske regime, vil sandsynligvis sætte en stopper for forfølgelse natten over – ligesom det kommunistiske Sovjetunionens fald bragte religiøs forfølgelse til en hurtig afslutning.
Men i den islamiske verden, vil et lignende scenario ikke lindre de kristnes lidelser en tøddel. Tværtimod; hvor diktatorer falder (ofte takket være amerikansk intervention) – Saddam i Irak, Qaddafi i Libyen og igangværende forsøg på at vælte Assad i Syrien – stiger kristenforfølgelsen dramatisk. I dag er Irak det tredjeværste land i verden at opholde sig i som kristen, Syrien er nr. 4 og Libyen nr. 13.
Grunden til dette modsætningsforhold er, at kristenforfølgelse begået af ikke-muslimer (hovedsagelig kommunister) ofte er rodfæstet i et særligt regime. Omvendt er muslimsk forfølgelse af kristne vedvarende, eksistensbetinget og rækker langt ud over dette eller hine regime eller denne bestemte hersker. Den er en integreret del af islams historie, lære og sociopolitiske opbygning – derfor dens vedholdenhed; derfor dens udbredelse.
Desuden er ateistisk kommunisme et relativt nyt fænomen, omkring et århundrede gammelt, og dens herredømme (hvis ikke varianter af dens ideologi) er i årenes løb i høj grad aftaget, således at kun en håndfuld lande i dag er kommunistiske.
På den anden side er muslimsk forfølgelse af kristne lige så gammel som islam selv. Den er en veldokumenteret, skønt fortiet, historie.
For yderligere at forstå forskellene mellem tidsbestemt og eksistensbetinget forfølgelse, så se på Rusland. Under kommunismen blev dets egne kristne groft forfulgt; men i dag, efter Sovjetunionens fald, genvinder Rusland igen sin ortodokse kristne arv (og er fremtrædende blandt vestlige lande til at vise støtte til forfulgte kristne).
Nordkorea – hvor Kim Jong-Un tilbedes som en gud og befolkningen afskærmes fra virkeligheden – synes at opleve, hvad Rusland gjorde i sovjettiden. Men hvis det engang så mægtige USSR ikke kunne holde stand, så er det helt sikkert kun et spørgsmål om tid, før det lille Nordkoreas mure også vil falde, med den deraf følgende religionsfrihed, som de tidligere kommunistiske lande har oplevet. (Meget sigende: De eneste lande blandt de tidligere sovjet-republikker, der stadig forfølger kristne, er muslimske, som f.eks. Usbekistan, rangeret som nr. 15, “alvorlig forfølgelse”, og Turkmenistan, rangeret som nr. 20, også “alvorlig forfølgelse.”)
Men tiden er ikke med kristne, der lever blandt muslimer; tværtimod. Historien, fortalt af muslimer fra middelalderen, gør det helt klart, at det er religiøs forfølgelse og diskrimination gennem århundrede efter århundrede, der er ansvarlig for forvandlingen af områder, som i det 7. århundrede udgjorde halvdelen af den kristne verden – Egypten, Syrien, Tyrkiet, Nordafrika – til, hvad der er dag løst kaldes den “muslimske verden”.
Et eksempel: I Taqi al-Din al-Maqrizis (d. 1442) autoritative historie om Egypten – som var et vigtigt center for kristendommen, før islam invaderede – fortæller anekdote efter anekdote om muslimer, der afbrænder kirker, slagter kristne og slavebinder kvinder og børn. Den eneste udvej for kristne dengang – og selv i dag, hvilket grupper som Islamisk Stat gør det klart – var at konvertere til islam.
Efter beretningen om et særligt groft udbrud af forfølgelse, hvor ca. 30.000 kirker i Egypten og Syrien skulle være blevet ødelagt, konkluderer den fromme muslimske historiker: “Under disse omstændigheder blev mange kristne muslimer.”
Kort sagt: Muslimsk forfølgelse af kristne foregår i 40 lande i dag som led i et kontinuum – eller en “tradition” – der startede for næsten 14 århundreder siden. Som jeg dokumenterede i Crucified Again: Exposing Islam’s New War on Christians (hvor al-Maqrizis anekdoter omtales på siderne 39-41), så er mønstrene af kristenforfølgelse, der er almindelige i hele den muslimske verden i dag, ofte identiske med dem fra tidligere århundreder.
En afsluttende bemærkning: Nordkorea, det eneste ikke-muslimske land på listens top ti over de værste forfølgere, er styret af en mand, der bredt betragtes som præget af sindsforvirret storhedsvanvid. Omvendt er de øvrige 9 lande ikke domineret af nogen “personlighedskult”, men er politisk styret på forskellige måder, bl.a. af parlamentariske demokratier (Irak), republikker (Nigeria, Pakistan, Somalia, Sudan, Syrien), islamiske republikker (Afghanistan, Iran ), ét-parti systemer (Eritrea), og monarkier (Saudi-Arabien, rangeret som nr. 12).
Fællesnævneren er, at de alle er islamiske lande.
Længe efter at Nordkoreas psykotiske Kim Jong-Un er gået dodoens vej, vil millioner af kristne og andre “vantro” – med mindre der sker et mirakel, enten i form af vestlig intervention eller ægte islamisk reformation – fortsat lide ekstrem forfølgelse, indtil det, der startede i det syvende århundrede, bliver opnået og hele den islamiske verden bliver renset for de “vantro”.
Leave a Reply