Hvilket forhold har Islamisk Stat til islam?
“Absolut intet” er svaret, som næsten enhver vestlig politiker giver. For eksempel erklærede den amerikanske præsident Obama ubøjeligt i en tv-tale, at Islamisk Stat “ikke er islamisk”.
Dette rejser spørgsmålet: Hvordan afgør man, hvad der er – og ikke er – islamisk?
Det traditionelle svar, det islamiske svar, har været som følger:
Hvad siger islams centrale tekster og skrifter om den pågældende sag, lad os kalde den “X”?
Bliver X retfærdiggjort eller opmuntret til af Koranen, som muslimer tror, indeholder Allahs bogstavelige befalinger. Bliver X retfærdiggjort eller opmuntret til af hadith- og sira-teksterne, som foregiver at optegne citater og gerninger af Allahs profet, hvem Koranen (f.eks. 33:21) formaner muslimer til at efterligne på alle måder.
Hvis der stadig hersker tvetydighed angående X, bliver det næste spørgsmål: Hvad er konsensus (ijma), blandt den islamiske verdens førende autoriteter om X? Her må man ofte vende sig til tafsir’erne eller koran-kommentarerne af islams mest lærde mænd – ulama – og se på deres konklusioner. Muhammed selv skulle efter sigende have sagt, at “min umma [islamiske nation] vil aldrig nå til enighed om en fejl.”
For eksempel befaler Koranen de troende at holde bøn; derfor er alle enige om, at muslimer er nødt til at bede. Koranen angiver dog ikke, hvor mange gange. Men i hadith og sira gør Muhammed det klart, at troende bør bede fem gange. Og ulamaen, efter at have overvejet alle disse tekster, er så enig om, at muslimer skal bede fem gange om dagen.
Så for muslimer er det helt afgjort islamisk at bede fem gange om dagen.
Men mens både vestlige politikere og islamiske apologeter uden videre accepterer en sådan metode til at bestemme, hvad der er islamisk, når det drejer sig om bøn – bøn er i Koranen, Muhammed præciserede dens udførelse i hadith og ulama er enige om det – så bliver den førnævnte standardmetode helt ignoreret, når det drejer sig om noget, der får islam til at tage sig “dårlig” ud.
Lad os se på nogle af de mest ekstreme handlinger begået af Islamisk Stat – halshugninger, korsfæstelser, slavebindinger, seksuelle overgreb, massakrer og forfølgelse af religiøse mindretal – og sætte dem på prøve. Lad os se om de opfylder de samme kriterier – se om de er islamiske eller ej, især i forbindelse med jihad, der har sit eget sæt af regler.
Halshugninger
Islamisk Stat kapper hovedet af “vantro”, heriblandt kvinder og børn. Dette aspekt af Islamisk Stat har fremkaldt rædsel over hele verden.
Er det islamisk?
Koranen opfordrer til halshugning af islams fjender, især i forbindelse med krig, eller jihad:
Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne, … (Koranen 47:4)
[Den autoritative Tafsir al-Jalalayn lyder således: “Therefore when you meet those who disbelieve, strike their necks – meaning ‘kill them’. Striking people’s necks generally results in their death. Then when you have slaughtered them – killed many of them – tie their bonds tightly …”. Dette kan på dansk blive til: “Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! – hvilket betyder ‘dræb dem’. At give folk hug over halsen resulterer normalt i deres død. Når I så har slået dem ned, – dræbt mange af dem – stram da lænkerne, …”. Fed tekst er fra Koranen, resten er kommentar, o.a.]
Et andet vers lyder:
‘… Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!’ (Koranen 8:12)
[Tafsir al-Jalalayn lyder: “‘… I will cast terror (extreme fear) into the hearts of those who disbelieve, so strike their necks (behead them) and strike all their fingerjoints, cutting off their fingers and toes!'” På dansk: “‘… Jeg vil sætte en skræk (ekstrem frygt) i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken (halshug dem)! Hug dem over hvert et fingerled, skær deres fingre og tæer af!'” Fed tekst er fra Koranen, resten er kommentar, o.a.]
Angående de øvrige kriterier – profetens eksempel eller sunna og ummaens konsensus – skriver Timothy Furnish i sit essay fra 2005: “Halshugning i islams navn“:
Traditionen med halshugning af ikke-muslimske fanger strækker sig tilbage til Profeten selv. Ibn Ishaq (d. 768 e.Kr.), den tidligste skildrer af Muhammeds liv, er noteret for at sige, at Profeten beordrede henrettelse ved halshugning af 700 mænd fra den jødiske stamme banu Qurayza i Medina for angiveligt at have plottet imod ham. Islamiske ledere fra Muhammeds tid til i dag har efterlevet hans model. Eksempler på halshugning af både levende og døde er talløse i den islamiske historie. (…) I århundreder har førende islamiske lærde fortolket dette vers [halshugningsverset, 47:4] bogstaveligt. (…) Mange nyere fortolkninger holder sig i overensstemmelse med de tusind år gamle.
Korsfæstelser
Angående at korsfæste folk, hvilket Islamisk Stat regelmæssigt har gjort, siger Koranen 5:33, at “Gengældelsen for dem, der fører krig mod Allah og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet.”
Derfor er korsfæstelser almindelige gennem hele den islamiske historie. Efter islams profet døde i 632, blev mange arabere anklaget for apostasi. Den første kalif, Abu Bakr, startede en jihad-kampagne mod dem, og mange “frafaldne” blev korsfæstet som et eksempel for resten. I bogen Witnesses For Christ: Orthodox Christian Neomartyrs of the Ottoman Period 1437-1860, er korsfæstelse opført som en af de mange henrettelsesformer, som tusindvis af kristne blev udsat for af de muslimske tyrkere.
Mere dramatisk beskrev Aurora Mardiganian i sin erindringsbog, Ravished Armenia [Armenien voldtaget], hvordan hun i det 20. århundrede så 16 kristne piger korsfæstet: “Hver pige var blevet naglet i live på sit kors, nagler gennem deres fødder og hænder,” skrev den armenske overlevende. “Kun deres hår, som vejede i vinden, dækkede deres kroppe.”
På det seneste er mennesker (inklusive børn) blevet korsfæstet af selvproklamerede jihadister i islams navn i lande så forskellige som Elfenbenskysten og Yemen.
Slaveri og voldtægt
Hvad med slaveri – især slaveri af ikke-muslimske kvinder til seksuelle formål – som Islamisk Stat har været involveret i?
Igen: Fra den højeste skriftmæssige autoritet i islam – Koranen – til den største rollemodel for muslimer – Muhammed; fra islamisk historie til aktuelle begivenheder, er den seksuelle slavebinding af “vantro” kvinder et kanonisk aspekt af islamisk civilisation.
Koranen 4:3 tillader mænd at have sex med “de slavinder, I ejer” [alternativt, “hvad jeres højre hånd besidder“, o.a.], et udtryk, der kategorisk er defineret af ulama som “vantro” kvinder taget til fange under jihad.
Islams profet selv holdt og havde sex med konkubiner erobret under jihad. En fanget jødisk kvinde, Safiya bint Huyay, blev “gift” med Muhammed lige efter, at profeten havde tortureret hendes mand til døde for at få ham til at afsløre skjulte skatte.
Og før dette havde Muhammeds jihadister slagtet Safiyas far og brødre.
Ikke overraskende tilstod hun senere, at “af alle mennesker, hadede jeg profeten mest – for han dræbte min mand, min bror og min far,” lige før han giftede sig med (eller mindre eufemistisk, voldtog) hende.
Khalid bin Walid – “Allahs Sværd” og en helt for håbefulde jihadister verden over – voldtog på slagmarken en anden kvinde, Layla, der var berømt for sin skønhed, lige efter at han havde afhugget hendes “frafaldne” mands hoved, sat ild til det og tilberedt sin middag på det.
Massakrer
Hvad med omfattende nedslagtninger? I denne video, for eksempel, ses Islamisk Stat drive, ydmyge og føre hundredvis af mandlige gidsler (antallet angives ofte til 1.400) til deres grave, hvor medlemmer af Islamisk Stat fortsætter med at skyde dem i hovedet – alt sammen mens islams sorte flag vajer.
Faktisk beordrede profeten selv nådesløse massakrer på “vantro”. Efter Slaget ved Badr, hvor Muhammed og de første muslimer sejrede over deres fjender, beordrede Muhammed henrettelse af et antal gidsler. Da et af gidslerne, Uqba, bønfaldt profeten om at skåne sig og sagde: “Men hvem skal tage sig af mine børn, O Muhammed?”, svarede sidstnævnte: “Helvede.”
Mere berømt beordrede Muhammed henrettelsen af ca. 700 jødiske mænd fra Banu Qurayza-stammen. Ifølge sira-beretningen, fik Muhammed alle mændene – da den jødiske stamme var bukket under for hans belejring – ført hen til stedet, hvor gravene blev gravet og straks henrettet ved halshugning – ligesom Islamisk Stat i videoen førte dens ofre ud og henrettede dem nær graven.
Dhimmitude
Islamisk Stat er endda ansvarlig for at genoplive en karakteristisk islamisk institution, der blev forbudt i det 19. århundrede takket være kolonimagternes indgriben: Dhimmitude, dvs at opkræve skat (jizya) fra erobrede kristne og jøder og tvinge dem til at leve som tredjeklasses borgere, der måtte overholde et væld af invaliderende og ydmygende regler, herunder ikke at bygge eller reparere kirker, ikke at ringe med kirkeklokker eller at tilbede højlydt, ikke at fremvise kors, ikke at begrave deres døde nær muslimer mv.
Disse foranstaltninger er også afledt af islams centrale tekster. Koranen 9:29 opfordrer muslimer til at bekæmpe “dem, der har fået Skriften” (fortolket som kristne og jøder), “indtil de kuet er rede til at betale skat!” Og Umars Pagt – opkaldt efter en af de “retledte kaliffer” – forklarer, hvordan de skal føle sig “kuet”, dvs. den præcise måde den islamiske stat dekreterer.
I fortid og nutid har ulama bekræftet, at Koranen 9:29 og Umars Pagt mener, hvad de klart siger. Som den saudiske sheik Marzouk Salem al-Ghamdi sagde under en fredagsprædiken i en moské:
Hvis de vantro lever blandt muslimer i overensstemmelse med betingelserne udstukket af Profeten – så er der intet galt i det, forudsat at de betaler jizya til den islamiske statskasse. Andre betingelser [en henvisning til Umars Pagt] er, (…) at de ikke renoverer en kirke eller et kloster, ikke genopbygger dem, der blev ødelagt, (…) at de rejser sig, når en muslim ønsker at sidde ned, (…) ikke viser korset, ikke ringer med kirkeklokker, ikke hæver deres stemmer under bøn (…). Hvis de overtræder disse betingelser, har de ingen beskyttelse.
**********
På baggrund af det ovenstående er det usandt at sige, som præsident Obama gør, at Islamisk Stat “ikke er islamisk”. Selv i de mest brutale detaljer – herunder at triumfere over de lemlæstede lig af “vantro” og under latter at posere med deres afhuggede hoveder – finder Islamisk Stat faktisk støtte i Koranen og fortællingerne om profeten.
Det er uærligt først at acceptere metoden i islamisk retslære – er X en del af Koranen, hadith, sira og har den konsensus blandt ulama? – men derefter at afvise denne samme metode, når X er noget, der får islam til at tage sig “dårlig” ud.
I sammenhæng med jihad er alt, Islamisk Stat gør – halshugninger, korsfæstelser, massakrer, seksuel slavebinding og undertrykkelse af religiøse mindretal – islamisk.
Leave a Reply